Lagt på www.berlingske.dk den 20. november 2001

Inkvisitionens spion
Roman Beretning om 1500-tallets religionskrige

Af John Pedersen

Der er i hvert fald ikke noget i vejen med stoffet i »Q - Carafas øje«. 1500-tallets Europa er et fund for en historisk roman: Magtkampe på snart sagt alle planer mellem fjender, men også mellem parter, man troede stod sammen. Luther og senere Calvin gør oprør mod Romerkirken; Luther får bønderne med sig, men lader dem snart efter i stikken. Lutheranere og calvinister kan ikke forliges, katolikkerne strides indbyrdes, kejser Karl d. 5. vil herske over hele kristenheden, men han strides med Frankrigs katolske konge; han bremser nok lutheranerne, men han lader Rom udplyndre. Det er lettere at sige, hvem der er fjender, end hvem der er venner.

Dette pragtstof er materialet i »Q - Carafas øje«. Carafa er en benhård kardinal, leder af den nyindstiftede pavelige inkvisition og som sådan chef for et regulært spionkorps, spredt ud over Europa. En af disse spioner er det mystiske Q, der fungerer som Carafas øje og sender rapporter hjem til Rom fra sine rejser rundt i verden, hvor han ikke mindst holder øje med den navnløse, men centrale fortællerperson, der er på de undertryktes side, og som derfor går fra nederlag til nederlag, men bestandigt rejser sig til nye forsøg.

I en sådan kulisse kan det næsten ikke gå galt, og der er da også kommet en ganske spændende, omend alt for lang roman ud af det. Uheldigvis for der er en anden, langt rigere og stærkere roman om samme periode udkommet for nogle uger siden, nemlig Marguerite Yourcenars »Smeltediglen« (anmeldt i Berlingske Tidende 20/10), og det er et værk, kun få tør måle sig med. »Carafas øje« forbliver på overfladen, hvor »Smeltediglen« går i dybden og er helt uden den stilfornemmelse og sproglige rigdom, der kendetegner den ældre forgænger. Et eksempel på dette er skildringen i de to romaner af den frygtelige nedslagtning af de såkaldte gendøbere, der havde oprettet et nærmest socialistisk samfund i Münster i midten af 1530erne. Selv om der ikke spares på effekterne i »Carafas øje«, er det givetvis den mere neddæmpede fremstilling i Yourcenars mesterroman, man vil huske.

Men spillet mellem fortælleren og Q er ikke uden spænding, og til sidst står de da ansigt til ansigt. Men da er begge adskillige illusioner fattigere. Som nævnt kunne dette resultat nok være nået på lidt færre sider, og oversætteren er da også blevet træt et par steder mod slutningen (»Inden at blive udstillet i burene.«), hvad der dog ikke skal bebrejdes ham; men hvor var forlagets redaktør henne?

Forfatteren selv er lidt mystisk. Luther Blisset er et pseudonym (for mig er det navnet på en fodboldspiller fra England), der hævdes at dække fire studerende fra Bologna. Måske derfor får det hele lidt præg af en discount-Umberto Eco. Men hvis man har sans for perioden, kan man mageligt lade sig underholde, især hvis man kan leve med springene mellem det let arkaiserende i Qs breve over for det udpenslede vulgærsprog af nyere dato hos nogle af folkets repræsentanter.