Religionskrig så det batter
Blodet flød, børnene skreg, og grusomhederne var uden ende i 1500-tallet, når blot det var i Vorherres navn.
Luther Blissett: Q - Carafas øje. Hovedland, 704 sider, ill., 368 kr.
Anmeldt af Mette Winge - 17 nov 2001
Ordet religionskrig er blevet brugt en del gange inden for de seneste uger, og spørgsmålet er blevet rejst, om vi befinder os midt i en sådan. Nogle mener jo, andre nej. Tvivlen råder.
Ingen kan dog være i tvivl om, at der i 1500-tallet i Europa rasede en religionskrig af dimensioner så grufulde, at det også i dag gør ondt at læse om.
Og læse kan man om miseren i den 704 sider store roman med titlen 'Q - Carafas øje', som ifølge bagklappen skal være skrevet af fire unge studerende fra Bologna under pseudonymet Luther Blissett.
Det kan være rigtigt, og det kan være forkert, men noget tyder på, at der er tale om et kollektiv, for teksten er uden personlige stiltræk.
Det er en tekst, som fortæller om en tid, hvor blodet flød, børnene skreg, og grusomhederne var uden ende, og de blev alle sammen udført i Vorherres gode navn. Men det hele virker sært upersonligt, selv om historien fortælles af to jegpersoner.
Den ene er den mystiske Q, der romanen igennem optræder under dette bogstav, den anden er et jeg, som af forsigtighedsgrunde optræder under en række forskellige navne, og som også fortæller i jegform.
Q er engageret af en mægtig herre i Rom til at udføre spionopgaver, mens jeg'et er kæmper på de undertryktes side og hermed mod Q's herre.
Han kæmper også mod de grådige fyrster, for nok var reformationen, i al fald sådan som den fortolkes i de protestantiske lande, en åndelig landvinding - men den blev gennem mange år båret som et (berettiget) socialt oprør mod både en grådig Romerkirke og en lang række undertrykkende tyske fyrster.
Et sådant oprør kan mange drage nytte af, og en sikker vinder - som i alle krige - var pengemændene. I romanen er pengemanden par excellence bankieren Anton Fugger, manden, som indførte det moderne kreditsystem, et system, som gjorde håndgribelige penge næsten overflødige.
Gennem sit net af filialer Europa over tjente han en kæmpeformue. Et sådant kreditbrevssystem kan imidlertid undergraves, og det er jeg'et med til i en periode, for Fugger og hans mænd er altid på de stores side, aldrig på de smås, derfor anser jegfortælleren det for helt legitimt at bekæmpe ham og hans væsen.
Selvfølgelig trævles det store bedrageri op, men jeg'et forsvinder,
inden der bliver slået til, og det er hans egentlige talent: Han forstår,
når det ikke er umagen værd at kæmpe længere, og det
bedste og eneste, man kan gøre, er at stikke af.
Han bevæger sig gennem Tyskland, England og Holland, kommer også
til Italien, slår sig ned en tid i Venezia som bordelvært, men
må så igen af sted, enten for at kæmpe mod nye tyranner
eller for at redde sig selv.
Hvor han end er, følger Q efter, uden at det lykkes at fange/fælde
ham, og til sidst mødes de. Hvordan dette møde ender, skal ikke
afsløres her.
Bogen er holdt oppe af en kynisk fornuft, som de to fortællere deler.
»Fra tidernes morgen har det været sådan, at ydre fjender
er nyttige til at holde de indre i skak«, står der sammen med
en lang række andre kyniske iagttagelser og domme.
En anden af dem lyder: »Luther - de tyske fyrsters marionet«.
Denne er en af de blidere, for Luther fremstår som en bangebuks, der
hytter sin egen ryg og bag og forråder dem, der stod ved hans side i
de første år.
For en dansker, som gennem folkekirkens belæring altid har fået
at vide, at Luther var redningsmanden, er det forfriskende at blive præsenteret
for dette Luther-billede.
Romanen er fyldt med grusomme skildringer af overgreb, pinsler, skrig, sult,
fortvivlelse, alt det der er alle kriges resultat, hvad enten de bliver udkæmpet
med primitive lanser og forladegeværer og moderne teknologisk krigsisenkram.
I romanen kommer vi Europa næsten rundt, dog uden at komme til Danmark,
så hvis man vil repetere, hvordan her ifølge et par store forfattere
var i samme periode, skal man gå hen til reolen og gribe henholdsvis
'Kongens fald' og 'Lykkelige Kristoffer', af henholdsvis Jensen og Hansen.
For de har det hele og tillige, hvad 'Q - Carafas øje' ikke har: et
sprog, der i begge romaners tilfælde er så vibrerende, at det
er alle pinsler værd.
At læse 'Q - Carafas øje' er som at gå langs en billedvævning
af middel kvalitet. Man får meget at vide om den farlige blanding af
religion og politik, men man oplever ikke det sus, et kunstværk giver
fra sig.
